 |
||||||
|
|
||||||
|
||||||
|
|
|
Larsbjørnsstræde |
||
 Larsbjørnsstræde, i hvert fald den sydlige halvdel, er et af Københavns ældste stræder, der allerede opstår kort efter at Absalon grundlægger byen i 1167. Det var nærmest et "baggårdsstræde", hvortil mange af de fine ejendomme i Vestergade havde bagudgang. Besynderligt nok er der skrevet meget lidt om dette stræde.
Grundene i strædet blev efterhånden udstykket til meget små matrikler. Ser man på bygningen Larsbjørnsstræde nr. 14, kan man få en fornemmelse af, hvor smalle grundene i strædet var. De små "boder" som var bygget her, var kun én-etages rønner af bindingsværk, oftest med stråtag. Her boede arbejdere og småhåndværkere sammen med deres husdyr. De første registrerede beboere på Husmanns hjørne, der da var delt i to grunde, var skomagere. I 1377 er på den ene grund optegnet Købechinus sutor (skomager), sammen med Merde Jacobs. På den anden boede Mathis sutor og Henrik faber (smed). Efter at de flytter, bliver de to grunde lagt sammen. Omkring 1460 overtages denne og en anden grund i strædet, de daværende matrikler 16 og 190, af Laurids Bjørnson og hans kone Sidse Mikkelsdatter. I folkemunde blev strædet derfor til Larsbjørnsstræde. Efter Laurids død skænkede Sidsel den ene halvdel af grunden til Sankt Peders Kirke, og sandsynligvis den anden halvdel til et "sjælealter" i Vor Frue Kirke, som en forsikring for evigheden. Denne form for forsikring kom til at overgå mange af strædets grunde og gårde. Kirkerne og klostrene lejede dem så ud, og sikrede sig derved betydelige indtægter. Oprindeligt var der tale om to stræder. Store Larsbjørnsstræde der gik fra Vestergade til Studiestræde, og Lille Larsbjørnsstræde som gik fra Studiestræde til Sankt Peders Stræde, hvor det endte. Teglgårdstræde stødte ikke ud til Larsbjørnsstræde, men havde som før beskrevet et mere skråt østligt forløb ud til volden og var lukket med en bom. Selvom Larsbjørnsstræde er et af Københavns ældste, stammer gadens huse næsten alle fra tiden efter bybranden i 1795. Der er mange af de klassicistiske forhuse, der nærmest på samlebånd af entreprenante murer- og tømrermestre blev opført til afløsning af de nedbrændte. De havde dybe baggårde, hvor der først lå haver, men siden blev bygget tæt slumbeboelse og værksteder. I 1300-tallet gik der en kanal fra voldgraven ind under Husmanns nabogrund til byens lergrav, der lå på området bag Larsbjørnsstræde, Vestergade, Nørregade og Studiestræde. Det menes at være det vandløb, som København i 1512 skænkede til Æbelholt Kloster. Som tak for gaven blev Københavns borgmestre og rådmænd optaget i Æbelholt Klosters Broderskab. Abbed Klaus Mortensen lovede ved den lejlighed, at borgmestre og rådmænd og alle deres efterkommere i embedet til evig tid skulle delagtiggøres i alle de gode gerninger, som skete i Æbelholt Kloster, både åndelige såvel som verdslige. Den lovede evighed kom dog kun til at vare til reformationen i 1536. Kanalen gik, som man kan se på gamle kort, nær det sted, hvor Husmann's Vinstue i dag ligger. På dage med megen regn kan man opleve, at der stiger vand ind ved nordvæggen i restauranten. I bygningerne skråt overfor Husmann's Vinstue, Larsbjørnsstræde 5 og 7, kan man se hvordan en del af facaderne er sunket, fordi piloteringen med egestolper i den gamle lergravskanal er begyndt at forgå på grund af de mange grundvandssænkninger, som er så populære, når der skal bygges nyt i middelalderbyen. Den faldende linie i facaderne viser tydeligt, hvor kanalen gik. I et kummerligt, lejet værelse i Jens Holms hus matr.nr. 185, nu nr. 12, i det daværende Store Larsbjørnsstræde døde i 1780 den tidligere fængselspræst Morten Trane Rothenborg fra Københavns berygtede arresthus og gældsfængsel. Han var herostratisk berømt for sit stridbare sind samt sin voldelige og drikfældige fremfærd i fængslet, og Magistraten prøvede i mange år på at få ham afskediget. Det lykkedes først efter en sørgegudstjeneste den 18. marts 1766, i anledning af Frederik V´s ligfærd. Rothenborg var mødt for sent, og til lejligheden iført en kongelig brandert. Hængende ud over prædikestolen afleverede han en totalt forvrøvlet prædiken. Den adfærd kostede ham både embede og præstekrave. Ved sin død efterlod Rothenborg sig ikke andet end et chatol, et bord med taburet, en seng samt nogle senge- og gangklæder. I køkkenet på første sal i hjørnelejligheden Larsbjørnsstræde nr. 18, smeltede den højtbegavede 42-årige guldsmed Niels Heydenreich, natten imellem 4. og 5. maj 1802, guldhornene om til falske indiske pagode-mønter og skospænder. Hans egentlige forbrydelse var nok, at han var fattig og skulle forsørge en stor familie. Det var da heller ikke for at stjæle de to nationalklenodier, at han blev straffet med 37 års fængsel. Det var for falskmøntneri. Men det vidste den håbefulde unge ildsjæl Adam Oehlenschläger nok ikke, da han på sit pensionsværelse hos farverenken Madame Engelke Catharine Møller, omme i Vestergade nr. 28, skrev "Guldhornene". Niels Heydenreich sad i fængsel til 1840, hvor han som 79-årig blev løsladt og døde fire år efter. I Larsbjørnsstræde nr. 8, det senere fæstekontor, lå på 2. sal "Fengers Pogeskole" i en toværelseslejlighed med køkken. Ejendommen delte gård med Tre Hjorter. Her gik bl.a. Thomas Overskou. Professor Harald Høffding, som blev født i 1843 omme i købmandsgården Nørregade nr. 1, var også elev på denne skole og fortæller i sine erindringer: "Hr. Fenger var en gammel student, der nok i sine yngre dage havde dyrket billard mere end videnskab og nu holdt en lille skole på omtrent 30 drenge i alderen fra 6 til 10 år. Han dimitterede særligt til Metropolitanskolen". En anden af hr. Fengers elever var den senere politilæge dr. Nicolai Holm, som i sin erindringsbog "Glade Aar" fra 1915 beskriver miljøet omkring "Pogeskolen" i 1850: "Eiendommen i Larsbjørnsstræde, hvor hr. Fenger residerede, havde i det hele et tarveligt Præg. Man gik ind ad en daarligt brolagt Port, op ad en steil, snever Trappe, der fungerede baade som Hoved- og Kjøkkentrappe for de smaa Leiligheder. Gaardsrummet var indskrænket, tildels opfyldt med Vogne, og førte lige ind i Naboeindommens Reisestald, hvor Bønder holdt til. Nødtørftshuset var i forældet Stil og afgav en gjennemtrængende Odeur. Gaarden havde en aaben Rendesten, og naar jeg hertil føier, at Beboerne tørrede Vadsketøj paa Snore udenfor Vinduerne, mangler der næppe noget i Billedet af Gaardinteriøret." I 1800-tallet var der en såkaldt dansekælder i Larsbjørnsstræde. I Ingemanns "Landsbybørnene" forundres hovedpersonen, da han har sin første optræden som musikant i en københavnsk dansebod over "...at de fleste balkavalerer dansede med smudsige støvler, ligesom de vare inkomne fra gaden, nogle endog med vinterfrakker og næsten alle med deres hatte på". Det undrede også den gode musikant, at såvel herrer som damer kom og gik, så publikum hele tiden blev udskiftet. Dansekælderen i Larsbjørnsstræde, der ikke har været stort mere end en kælderforretning, forsvandt igen uden at efterlade sig synlige spor. I nr. 13 holder Københavns ældste frisørforretning til. Siden 1860 har mænd kunnet lade sig klippe og barbere på denne adresse. Det siger sig selv, at nye mestre siden dengang har overtaget geschæften. Men gadens og forretningens historie er veldokumenteret på salonens vægge. Larsbjørnsstræde kaldes som bekendt også "Pisserenden". En gennemgang af de historier der findes om dette øgenavn, kombineret med gennemgang af kvarterets historie, har givet følgende billede af udtrykkets opståen: Generelt var Københavns gader ualmindeligt uhumske og dårligt brolagte. Hvad der så har kvalificeret Larsbjørnsstræde til sit øgenavn, må have været lidt ud over det sædvanlige. Det fortælles at der var studetræk gennem strædet, og at der i mange af baghusene var husdyrhold, endda helt op i 2. og 3. sals højde. Der var en halv snes brændevinsbrænderier og to sukkerraffinaderier i kvarteret, det ene i Store Larsbjørnsstræde. Sukkerraffinaderiernes affaldsprodukt var melasse, og det brugtes af spritbrænderne. Når de så havde brændt sprit på melassen, kunne kreaturerne æde affaldsproduktet. Der var et naturligt genbrug i de dage. I Vestergade lå gæstgiverierne, der havde bagudgang til strædet, og i selve Larsbjørnsstræde lå også hoteller og gæstgiverier. Hvor de har tømt hesteaffaldet fra deres lejestalde, er det sikker ikke så svært at gætte sig til. Dengang var der en dyb rendesten i strædet. Denne rende blev brugt som mødding, både til menneskenes og husdyrenes efterladenskaber. Helt op i det 20. århundrede har Københavns tålmodige magistrat kæmpet en ulige kamp med grundejerne for at få dem til at rengøre deres gadestrækninger. Skidentorv (Nørretorv) og Skidenstræde (Krystalgade) var lignende stednavne som Pisserenden. Hele området skråner ned mod Vestergade, der med sin brolægning dannede en dæmning. De latrinære efterladenskaber sivede efterhånden ned til området ved Vestergade, hvor der dannedes en naturlig mødding. København kloakerede den gamle bydel i perioden fra 1860 til 1905, men mange af de gamle huse i byen blev først tilsluttet kloaksystemet med vandklosetter i tyverne og trediverne. Inden da kan enhver forestille sig, hvordan der har lugtet på en sommerdag, når varmen stod og simrede i det smalle stræde med sin fyldte rende. Denne specielle odør blev gennem tiden i folkemunde til øgenavnet "Pisserenden". En anden forklaring på øgenavnets oprindelse er lige så folkelig. I Larsbjørnsstræde nr. 8, stuen, lå langt op i 1900-tallet Stadfæstemandens kontor. Det var datidens arbejdsanvisningskontor. På de to årlige skiftedage kunne karle fra landet søge nyt "fæste", dvs. nyt arbejde. Men selve fæstedagen var fridag. Da fortælles det, at karlene, efter at have fået anvist en ny husbond, tillod sig at slappe af. Det foregik med snapseflasker og håndbajere på trappestenen og i strædets porte. Når så trangen blev for stor, gik man simpelthen ud til rendestenen, og afleverede overskuddet fra dagens glade indtagelse af alkoholiske tilsætningsstoffer. Gerhardt Klindt voksede op i Sankt Peders Stræde i tyverne og han fortæller om kvarterets gæstgivergårde og folkelivet i Larsbjørnsstræde på sådan en skiftedag: "Det var da også ret naturligt, disse steder, fæstebønderne foretrak at indlogere sig, når de 1. maj og 1. oktober opsøgte Fæstekontoret i Larsbjørnsstræde for at søge arbejde i den forestående sæson. I forbindelse med denne foreteelse skal jeg love for, at der kom ekstra fut og fart i selskabslivet, både i gadens værtshuse og hos dens 'piger'; og af disse sidste var der vitterlig mange søde imellem, som i de dage, det varede, gjorde gode 'forretninger' med de elskovslystne landboere". Dette har næppe været oprindelsen til øgenavnet, men har nok snarere været med til at holde udtrykket "Pisserenden" i live til vore dage. Lædergården, Larsbjørnsstræde 5, er fra 1796, og har siden 1918 været læder- og hudehandel. Dannebrog vajer altid fra facaden. Samme lædergård har i øvrigt en gammel klausul om, at porten skal holdes åben, så vognene inde fra gæstgiveriet Dannebrogs gård kunne komme denne vej ud. Endnu en af bagudgangene fra Vestergade. [Uddrag af Jan E. Janssen og Allan Mylius Thomsen: Nørre Kvarters Krønike. Udg. Nørre Compagnie 1997. Bogen fås i Bogbørsen, Studiestræde 10, og hos Nordisk Korthandel, Studiestræde 30, for 150 kroner] |
|
|
|
|
|
|
|
Pisserenden.com ~ Din guide til Nørre Kvarteret |