 |
||||||
|
|
||||||
|
||||||
|
|
|
Nørregade |
||
 Nørregade udgjorde sammen med Vestergade byens gamle hovedgader. Den er formodentlig anlagt i det sjette århundrede over et ældgammelt vejspor som gik til landsbyen ved Havns torv og tingsted, det nuværende Gammeltorv. Oprindeligt var Nørregade byens bredeste. Det siger lidt om middelalderbyens færdselsårer, da gaden stadig har sin oprindelige bredde. For enden af Nørregade lå Nørreport, til den i 1671 blev flyttet hen for enden af Frederiksborggade.
København ligger faktisk på et temmeligt kuperet opråde. Byens højeste punkt var en bakke ved siden af Nørregade. Her rejste man på Absalons opfordring Københavns nye hovedkirke - Frue Kirke. Menigheden ved Skt. Clemens Kirke oppe på Strøget måtte slippe en del af sin kirkeskat til, at den nye hovedkirke kunne opføres. I slutningen af middelalderen hed Nørregadeafsnittet fra Studiestræde til Gammeltorv "Saltboderne". Det var her, markedshandelen med alt hvad der var saltet, foregik. Igennem flere hundrede år var Nørregade præget først af skomagere og herefter af store bryggergårde, som forsynede byen med øl. Den populære børnevise "Der bor en bager på Nørregade" henviser til en af Københavns største bagergårde. Den lå, hvor nu Bispetorvet skærer sig ind i husrækken ved Studiestræde, og var ejet af bagermester Louis Klein. Denne bagergård gik til grunde ved det engelske bombardement i 1807, da Frue Kirkes tårn styrtede ned over den. I nogle år henlå gården som ruin, men så besluttede bystyret, efter pres fra kirkens arkitekt C.F. Hansen, at udlægge området til en plads, så Frue Kirkes tårn med sine påklistrede græske pastichesøjler ikke længere skulle stå på klos hold af husrækken overfor. Den sidste katolske biskop Joakim Rønnow boede i Bispegården på hjørnet af Studiestræde. Efter et stormfuldt møde i rådhuset på Gammeltorv, hvor Hans Tausen blev udvist af byen, måtte den betydeligt ældre Tausen beskytte Rønnow mod at blive lynchet af en rasende folkemængde og eskortere ham sikkert hjem til Bispegården. Den livlige handel fra boderne ud for muren ved Petri Kirke gav i mange år menigheden en kærkommen indtægt. Men trafikken voksede, og til sidste måtte boderne fjernes i fremkommelighedens navn. I en gammel bryggergård fra 1784, beliggende i nr. 45, hvis ejer i begyndelsen af 1800-tallet var brygger og assessor ved Stads- og Hofretten Hans Heger, havde både Rahbek og Oehlenschläger friet til henholdsvis Kamma og Christiane Heger, og de havde sværmet i lysthuset, der lå i haven helt op til volden. Gården blev totalt udbrændt under det engelske bombardement i 1807, "sunket i knæ for fædrelandet" som Oehlenschläger skrev. Oehlenschläger og hans kone slap dog ikke Nørre Kvarter. I 1822 tilbød den gamle biskop F.C. Münter ægteparret Christiane og Adam Oehlenschläger at udleje stueetagen i Bispegården på hjørnet af Studiestræde til dem. Her boede de til 1835, samme år hvor deres kun 24-årige datter Charlotte døde i sin anden barselseng. Herefter flyttede ægteparret til Vestergade 10, få huse fra det sted hvor han havde digtet "Guldhornene". Her døde hans hustru Christiane i 1841. Oehlenschläger satte herefter aldrig mere sine ben i lejligheden og flyttede for altid fra Nørre Kvarter. Og bryggergården blev i 1846 til "Kjøbenhavns Hippodrom". Hippodromen havde en kombineret "Tattersall" og "en med Rideskole forenet offentlig Ridebane". I bygningen blev der afholdt flere skelsættende politiske møder. Det var bl.a. her man i de bevægede martsdage 1848 appellerede til kongen om at indføre demokratiske tilstande, for at folket ikke skulle gribe til "Fortvivlelsens Selvhjælp". Kongen bød året efter, og Danmark fik sin grundlov. Da bygningen i 1857 blev til Folketeatret, udtalte den nye direktør og grundlægger, kammerråd H.W. Lange: "Når man i 25 år har været direktør for en galeanstalt, så ender man enten som gal eller som tyran - jeg er blevet det sidste". Han havde tidligere været direktør for Casino og Hofteatret. I dag går Folketeatret igennem karréen og ud til Nørre Voldgade, hvor lysthuset lå. I midten af det 18. århundrede var der mange billige værtshuse i Nørregade. Dem fortæller Viggo Lindstrøm om i sin bog "Kjøbenhavn i Tredserne": "Men Byens mest grumsede Bærme havde ogsaa sine Danselokaler. Naar en fredelig Borger en Søndag eller Mandag Aften ved 11 Tiden - hvad der dengang regnedes for Nat - kom ned ad Nørregade, hvis Fortove dengang var de slettest brolagte i hele Byen, kunde han blive Vidne til blodige Slagsmaal, der fandt Sted udenfor Nørregades Dansekældere, hvorfra Skrigen og Larmen og Musik, og en utaalelig Stank fra en forpestet Atmosphære steg op. De mest berygtede af disse Buler var den saakaldte "Toftes Kælder" paa Hjørnet af St. Pederstræde; samt Dansekælderen paa Hjørnet af Nørregade og Nørrevold (Nr. 52 dengang). I disse lavloftede og elendige Kældere, hvor ingen frisk Luftning kunde trænge ind, og hvor "Ventilation" var et hebraisk Ord, stuvedes Mænd og Kvinder bogstaveligt sammen, og i en Taage af Tobaksrøg, ram Punschelugt og osende Tællepraase fejrede Hovedstadens Pøbel (som dengang, trods Byens forholdsvis Lidenhed ikke var ringe), sande Orgier i Raahed og Bestialitet. Nørregades Beboere havde i lang Tid klaget over disse Forhold, men som det gik med alle Klager i hin Tid, der gik Tid inden der blev taget Hensyn til dem. Sagen var, at selve Ejendommen havde "Privilegium" paa Dans, og saadan et Privilegium var mange Penge værd. Derfor kaldte man ogsaa et saadant Privilegium for en "Herlighed"." Nørregade er blevet betydeligt friseret siden. Da man i trediverne skulle bygge en ny kontorejendom i nr. 49 og ud til Nørre Voldgade, var det meningen, at Nørregade skulle gøres bredere. Derfor blev huset bygget nogle meter inde bag resten af husrækken. Men ejerne af hjørneejendommen nr. 53 ville ikke sælge til nedrivning. Det betød, at da kontorejendommen var opført, var hjørnegrunden blevet så lille og spids, at det ikke længere ville være muligt at opføre et hus på dette sted, hvis gadeudvidelsen havde fundet sted. Byens vise fædre makulerede så planen om at gøre gaden bredere, og Nørregade har stadig sin tusind år gamle bredde og sit bugtede forløb fra dengang det var landevejen til byens gamle handelsplads og tingsted ved Gammeltorv. [Uddrag af Jan E. Janssen og Allan Mylius Thomsen: Nørre Kvarters Krønike. Udg. Nørre Compagnie 1997. Bogen fås i Bogbørsen, Studiestræde 10, og hos Nordisk Korthandel, Studiestræde 30, for 150 kroner] |
|
|
|
|
|
|
|
Pisserenden.com ~ Din guide til Nørre Kvarteret |