 |
||||||
|
|
||||||
|
||||||
|
|
|
Nørre Voldgade |
||
 Nørre Voldgade danner Nørre Kvarters nordgrænse frem til Nørregade. Gaden var ligesom Vester Voldgade et smalt stræde op til byvolden. Det kunne føles meget trangt at bo i de nederste lejligheder lige op til volden. Men lidt højere oppe var der en fantastisk udsigt over voldterrænet og den spredte bebyggelse ude på Nørrebro. Medens fæstningen endnu stod, hed stykket fra Larslejsstræde til Nørregade "Klokkerhøjen". Et skøde fra 1432 anvender dette navn til højen, hvor Københavns stormklokke stod. Den nævnes allerede i byens stadsret 1254.
I den smalle og lige gade spandt rebslagerne deres tove, og der var offentlige brøndpumper. Adressen var dengang ikke særlig fin, da den lå lige op til volden. Hvordan de fleste huse før branden i 1795 må have set ud, kan i dag kun ses på ejendommen nr. 44, bygget i 1787 af murermester Samuel Blichfeldt til købmand Hans Jessen. Naboejendommen nr. 42 er fra samme år, men har fået sat to ekstra etager på. I årene inden volden faldt, fik mange ejendomme sat en eller to etager på, vel ikke så meget for at forbedre udsigten, som for at skaffe boliger til byen, der var ved at sprænges på grund af overbefolkning. Voldens forsvinden i 1867 gav plads til en boulevardagtig gade. Ovre i Ørstedsparken findes stadig et par af voldens bastioner og en del af voldgraven. Da volden gravedes væk, fandt man både Jarmers Tårn, Hanetårnet og den oprindelige Nørreport, der stod ud for Nørregade. Desværre krævede trafikken sit skålpund kød, så både porten og Hanetårnet blev revet ned på trods af tapper modstand fra direktør Worsaae fra Oldnordisk Museum. Den sidste bastion blev markeret med en brostensring i gaden. En tavle på parkens gitter ud for Larslejsstræde fortæller om tårnet. Gaden må have været populær blandt kunstnere og forfattere længe inden voldens forsvinden. I nr. 6 og derefter i nr. 8 boede digteren Henrik Hertz. I nr. 20 boede komponisten Emil Hornemann ("Dengang jeg drog af sted") og maleren P.S.Krøyer, hvis kone Maria Triebcke, som man kender fra hans Skagenmalerier, var medlem af den tyske Sankt Petri menighed. I nr. 22 udkom klassikerudgaver af Holberg, Ewald og Oehlenschläger hos F.L.Liebenberg, omtrent på samme tid hvor komponisten H.P. Krøyer ("Der er et yndigt land") boede i nr. 40, samme (af KTAS nedrevne) ejendom som skuespilleren Kristian Mantzius havde en lejlighed i og som Carl Bloch har gengivet på sit berømte maleri med det åbne vindue ud mod Nørrevold og Poul Martin Møllers hvide skrivepult. Allerede i 1885 udkastede ingeniør Holger Aagaard Hammerich en plan om en boulevardbane, der skulle følge den gamle voldlinie mod nordøst og etablere en forbindelse mellem Roskildebanen og Nordbanen. Han havde tænkt sig en åben banegrav, med overkørsel ud for alle tværgaderne. Projektet var en bearbejdelse af et ældre projekt, udarbejdet af ingeniørerne I.V. Tegner og C.F.S. Ernst. Tegner blev senere generaldirektør for DSB. Der skulle dog gå 32 år før projektet blev gennemført, men nu blev det realiseret som en undergrundsbane ud for Nørre Kvarter. De store jordarbejder kom til at præge livet i kvarteret. Om beboernes oplevelse af det store anlægsarbejde kunne man læse: "Mangen Husvært, som i denne Tid maa høre paa sine Beboeres Utilfredshed over den uhyggelige Overgangstid, udkaster allerede for sig selv i stille Aftentimer foreløbige Planer til Forretningslokaler, først i Kælderen, saa i Stuen, hvor der skal sættes store Vinduer i, og saa videre frem, indtil det hele ombygges." De bortgravede jordmasser blev kørt mod øst, og brugt til opfyldningerne ved anlægget af Frihavnen. Boulevardbanen blev tilsluttet Københavns tredie hovedbanegård, der blev opført i årene 1904-11. Ved anlægget af banen blev den unge Aborrepark sløjfet, og på en del af grunden opførtes en monumental kontorbygning tegnet af arkitekt Albert Oppenheim, på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Hammerichsgade. I 1917 blev verdens korteste undergrundsbane under Nørre Voldgade så indviet med den fornødne festivitas. I 1921 blev forbindelsen fra Hovedbanegården til kystbanen ved Østerport Station etableret, og allerede i 1934 indførtes elektrisk drift på Københavns S-bane med den tyske forkortelse for Stadtbahn. Ifølge Hagerups Leksikon (1952) er navnet S-bane opstået som resultat af en enquete i dagbladet Politiken, hvilket vil sige, at ordet er skabt i Nørre Kvarter. De færreste tænker på, at de har en undergrundsbane under sig, når de krydser Nørre Voldgade, men togenes vibrationer under fodsålerne skal nok minde dem om det. [Uddrag af Jan E. Janssen og Allan Mylius Thomsen: Nørre Kvarters Krønike. Udg. Nørre Compagnie 1997. Bogen fås i Bogbørsen, Studiestræde 10, og hos Nordisk Korthandel, Studiestræde 30, for 150 kroner] |
|
|
|
|
|
|
|
Pisserenden.com ~ Din guide til Nørre Kvarteret |