Sankt Peders Stræde
 

Oprindeligt var Sankt Peders Stræde domineret af store haveanlæg, som strakte sig fra husrækken og ud til volden ved Nørre Voldgade. Først efter omkring 1400 kom der for alvor gang i bebyggelsen af trekanten Teglgårdstræde, Voldstræde og Sankt Peders Stræde. Den blev efterhånden bebygget i en grad, der kun kan betegnes som slum. Dog var karmeliterklostret i Helsingørs pleje- og studiegård i strædet en anseelig bygning allerede i 1400-tallet. Den blev senere til Valkendorfs Kollegium. Strædets østlige del fra Larslejsstræde til Nørregade har i mange hundrede år været præget af kirkens og universitetets bygninger, mens den vestlige del var de entreprenante håndværkeres og handlendes gade.

Ved bybranden i 1728 blev Petri Kirke hårdt medtaget. Kirkens sognepræst Schreiber havde prøvet at redde sin bogsamling "ind under orgelværket", men det var skønne spildte kræfter. Da kirken blev antændt, måtte han i sidste øjeblik redde sig over kirkemuren til Larslejsstræde. I strædet brændte det allerede voldsomt, og ilden "slog ud af alle vindever" i hjørnehuset. Petri Kirke blev også slemt medtaget ved den anden bybrand i 1795, men overlevede bombardementet 1807. Da englænderne bombede byen det år, brændte det meste af Nørre Kvarter oppe ved Nørregade. Men Petri Kirke blev reddet, fordi graveren hele natten spænede op og ned i tårnet med vandspande. Det lykkedes den brave mand at slukke de "congreveske" engelske brandraketter, og han reddede derved kirken.

Sankt Peders Stræde gik helt ud til volden, der lå oppe ved Vester Voldgade. Her stod også en af Københavns offentlige brøndpumper, der var berygtet for deres skidne vand.

Den 9. maj 1652 åbnede oldermanden for byens bagersvende, Michel Mentz, en bagerforretning i baggården bag strædets nr. 29. Hans søn gik under bybranden i 1728 fra forstanden, og måtte i "dårekisten". Gården brændte i 1728 og 1807, men blev atter genopført som bagergård og er i dag byens ældste bageri.

Over for bagerforretningen ligger Valkendorfs Kollegium. Det blev oprettet i 1589 af Københavns statholder Christoffer Valkendorf, og i mange år kaldt "Hofmesterens Boder". Christoffer Valkendorf var en særdeles driftig adelsmand som levede fra 1525 til 1601. Han var godsejer og statsmand, meget aktiv for byens og rigets vel, og fra 1579 Københavns statholder. Valkendorfs Kollegium er Skandinaviens ældste, selvom den nuværende bygning er fra 1866. Den gamle klosterbygning fra 1518 blev af Valkendorf omdannet til kollegium for 16 fattige studenter, de såkaldte alumner. Af de senere kan nævnes Johannes Ewald, N.F.S. Grundtvig, Steen Steensen Blicher, B.S. Ingemann og Frode Jacobsen. Her skrev Herman Bang, der flyttede ind i juni 1877 som jurastuderende, sit første teaterstykke "Du og jeg". Det blev opført på Folketeatret omme i Nørregade, med teatrets feterede primadonna Louise Holst i hovedrollen.

Få meter herfra ligger det smalle hus med gadenummeret 22, som i en årrække husede den islandske digter, sprogfornyer og naturforsker Jónas Hallgrímsson (1807 - 1845). Her på tredie sal boede han efter sin regenstid, når han ikke opholdt sig i Island. Inspireret af den tyske forfatter Heinrich Heine og julirevolutionen i Paris tilførte han den islandske poesi en ny moderne sprogtone og den islandske nation en ny selvbevidsthed. En aften, da han skulle op i sin lejlighed i Sankt Peders Stræde, brækkede han sit ene ben, og der gik koldbrand i det. Det kom til at koste ham livet, tilsyneladende fordi lægerne på Frederiks Hospital ventede for længe med at amputere. Næsten hele den islandske koloni i København fulgte hans ligkiste til Assistenskirkegården. Jónas Hallgrímsson fik i vort århundrede sin mindetavle på facaden. Den er affattet på dansk, men de folk der med jævne mellemrum står stille foran huset og ser op til vinduerne på 3.sal, kommer med stor sandsynlighed fra den atlantiske ørepublik.

Ud for Larslejsstræde ligger en bygning lidt tilbagetrukket fra husrækken. Man havde planlagt en gadeudvidelse, som aldrig blev til noget. Det var "Sanct Peders Gæstehjem" som blev grundlagt i 1884, hvor gæstende håndværkere og midlertidigt hjemløse kunne få mad og tag over hovedet. Ca. 100 mennesker kunne sove i sovesalen og skulle kun betale 25-50 øre for et natlogi. Nu huser bygningen universitetets kriminalistiske institut.

Petri Kirke var og er stadig strædets mest monumentale bygning. Efter det engelske bombardement i 1807 blev den repareret og kunne igen tages i brug af den tyske menighed. En decemberdag i 1812 døbtes her i kirken et nyfødt pigebarn, der fik navnet Johanne Louise. Hendes forældre, herr og fru Pätges, boede ganske vist ude på det endnu landlige Nørrebro. Her havde de et værtshus og en dansebod i Ravnsborggade, i en sidebygning til "Lille Ravnsborg". Faderen var vinkyper fra Rhinlandet, og moderen jøde fra Frankfurt. Derfor tilhørte de den tyske menighed, og lod datteren døbe i Petri Kirke. Om sommeren drev især moderen en bod på Dyrehavsbakken, hvorfra hun solgte hollandske vafler. Den lille pige kom senere til Det kongelige Teater, og fejrede under navnet Johanne Luise Heiberg triumfer som dansk skuespilkunsts største skikkelse.

I 1827 udspandt der sig en tragikomisk strid i Sankt Petris tyske menighed. Journalisten og memoireskriveren Jacob Davidsen fortæller i sin bog "Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn" om denne strid, der lagde grunden til et skandaleblad ved navn "Den galende Hane", efter den forgyldte vejrhane på Petris spir:

"Kun faa vide maaske, at der har existeret et Blad, som har ført Navn af "Den galende Hane". Et saadant udkom i 1827 med en Hattemager G.A. Müller anført som Redaktør. Denne Mand, der hørte til en anset kjøbenhavnsk Borgerfamilie af tysk Herkomst og som saadan var Medlem af Petri Menighed, havde fattet Mistanke om, at Bestyrelsen for denne Menighed, navnlig to af dens Medlemmer, havde besveget Menighedens Kasse for en betydelig Sum, saa at der fattedes Midler til den fornødne Reparation af Kirken, ja endog til at forsyne Hanen paa Kirkefløjen med det Hoved, denne Malmfigur i mange Tider havde manglet. Denne Mening forfægtede Müller i nogle Artikler i "Politivennen", men da hans Angreb bleve altfor hensynsløse og næsten afsindige, vilde "Politivennen"s Udgiver ikke mere optage noget fra ham i denne Sag, og tilskyndet af nogle Spøgefugle besluttede Müller at grunde et eget Blad, som da udkom under nævnte Titel, først med en Vignet, der forestillede en Hane, senere med en Rytter paa hver side af Hanen, der stak til den med Landser, medens der fra Hestens Bag faldt Dukater, og endelig kom der en Vignet forestillende Petri Kirke med den hovedløse Hane paa Spiret og to Ryttere, ridende paa Æsler, hver bærende en Sæk med Kirkens Spæk (saaledes benævnede Müller Petri Kirkes Penge). Bladet førte tillige det Motto: "Jo galere jo bedre", og aldrig har noget Motto været mere træffende, thi Bladets Indhold var fuldstændig Bidstrupssnak. Den arme Müller, hvis Formue var sat til ved hans egen og andres Skyld, og som var stærkt forfalden til Spiritus, var Gjenstand for Spot og Mystifikation af flere lystige Vinkjældergjæster og unge Studenter. De benyttede sig af hans Enfoldighed eller rettere af hans fixe Idé om det formentlige Bedrageri til at drive deres Spil med ham og faa ham til at optage i Bladet det mest forvirrede Tøj, som de udklækkede paa Kjælderne. Et Begreb om Bladets Indhold giver en Artikel i det første Numer, hvis Begyndelse lyder saaledes:

"Da jeg har mange Fjender og Misundere og er født i Elsasz af kristelige Forældre og optrukket i St. Petri Kirkes Religion i Kjøbenhavn, ellers Hanen staar paa bemeldte Spir uden Hoved til Spot og Skam for hvert kristent Menneske, som haver sin Gud i Hjertet og ikke i Bagen, ellers en Kugle paa bemeldte Taarn at indsætte, har kostet 800, ja 22,000 Rdlr. kunde jeg gjerne sige i sin Tid, hvo den unpartheiische Revision skal bekræfte, hvorfor jeg tiltale Jer med mit Ideal, den udødelige Reisers Ord, hvo I selv kan læse i hans fürgterlige Ildebrands Historie Pag. 8 hele Siden. Den følgende ikke at forglemme, ellers at han mener mig, naar han siger: "Kahlkopf komme herauf", er en Løgn, da jeg rigtignok er skaldet, som kan overgaa enhver, uden at han derfor behøver at opføre sig uterligt, og at han blot taler om de skrækkelige Ildsluer for at satirisere over min røde Næse, ja hele Ansigtet, er Ondskab af mine Fjender, hvorfor jeg vil udflyve den galende Hane, saa at det kan gale i Jer Øren paa alle mine Fjender eller Misundere, saa I derover skulle blive baade angst og bange, som jeg siger i et af mine hidtil utrykte Digte:

Vil Du med Ræven Ploven drive
Da maa Du Gjæs til Forspand give."

Denne ene Prøve af Bladets Indhold i Prosa vil være tilstrækkelig til at karakterisere det, hvorved det iøvrigt bemærkes, at den i Virkeligheden gjengiver de særegne Udtryk, som Müller betjente sig af, især naar han ved Hjælp af et antageligt Antal Kognakker, hvilket han kaldte "Rachenputsere", havde naaet den tilbørlige Højde. Denne Tilstand blev skildret i følgende Vers i Bladet:

Naar Natten udbryder
Jeg sidder saa fro
Og drikker i Ro,
Hvad gjerne jeg nyder:
En Rachenputser.

Naar Skyggerne viger,
Jeg lægger mig ned,
Og sikkert jeg veed,
Jeg næppe kan sige:"En Rachenputser".

Dette og meget andet af samme Surdejg fik man Müller til at indrykke i Bladet. Især udpegedes en lystig Fætter, et godt Hoved, men næsten lige saa forfalden som Müller, som den, der skrev det meste i "Den galende Hane", hvis Indhold Müller forøvrigt var meget stolt af. Denne Skandale fortsattes næsten et helt Aar til Morskab for en Del, men til stor Sorg for Müllers Familie, der ved alle mulige Midler søgte at standse den, uden at det lykkedes, indtil han i 1829 afgik ved Døden paa Frederiks Hospital af et apoplektisk Tilfælde. Dødsfaldet anmeldtes af hans Børn saaledes: "I de sidste Aar et Spil for ussel Lavhed, kaade Drengestreger og slette Raadgivere, bukkede Legemet i en Alder af 49 Aar under for Sindets Lidelser. Os berøvedes en kjærlig Fader, Næsten et Hjerte, der slog varmt og ærligt." Skjønt det Hyperbolske heri vel maa skrives paa den barnlige Kjærligheds Regning, er det dog bekjendt, at Müller var en honnet, stræbsom og godmodig Mand, inden han lod sig forlede til at optræde i en Sag, der forvirrede hans Forstand og gjorde ham til en Boldt for kaad Ondskab."

Sådan slutter Davidsen sin beretning om kirkestriden, der blev til en avis. Desværre fortæller han ikke om Müller fik medhold i sine angreb, eller hvornår der kom hoved på Petris hane. Men hoved fik den da med tiden.

I 1866 døde en særpræget og mere tragisk enspænder i strædet. Det var "Originalen fra Sankt Peders Stræde", Johannes Jørgensen Jomtou. Han havde følt sig kaldet som social reformator, og havde Rousseaus "Emile" som bibel. Efter en fattig barndom havde han taget dansk juridisk eksamen. Fra Maribo forsøgte han sig som bøndernes talsmand mod de store lollandske godsejere. Han havde dog glemt at skaffe sig bevilling som jurist, og det fældede myndighederne ham på. Han blev dømt til kagstrygning og forvisning, men nåede dog at flygte til Tyskland. I 1830erne kom han til København og slog sig ned i Sankt Peders Stræde. Det lykkedes Jomtou, der var inkarneret ungkarl, at påkalde sig kronprinsens, den senere Christian VIII's, bevågenhed. Jomtou var en sand idealist, som sagde nej til både officielle stillinger og hædersbevisninger. Kongen sendte ham på flere udlandsrejser, for at studere sociale reformer. Ved Christian VIII's død havde Jomtou udarbejdet et udkast til en ny kriminallov. Men her gik grænsen. Nu var det slut med den kongelige velyndest. Jomtou fortsatte ufortrødent med at publicere samfundsrevsende skrifter, formåede at fornærme Frederik VII, og fik flere måneders fængsel. Ved sin død, i yderste armod, blev han anset som en latterlig gadefigur, i hvis kammer man fandt stabelvis af artikler, som ingen havde villet trykke.

Der hvor strædet udmunder i Nørregade, lå allerede i Christian IV´s tid vinkælderen "Godtkøb". Navnet var en hilsen til konkurrenten "Dyrkøb", som ifølge overleveringen havde sit navn efter, at bygningen den lå i var handlet dyrt, eller at det var meget dyrt at handle der. Den gamle skænkestue gav siden navn til pladsen syd for Frue Kirke, hvor vinkælderen lå. "Godtkøb" var søgt af glade studenter fra universitetet, og efter kirketid af tørstige kirkegængere fra både Petri og Frue kirker.

Et enkelt hus i Sankt Peders Stræde har fået en særdeles grundig behandling af Mogens Lebech i hans bog om Nørre Kvarter. Denne historie er nok rimeligt dækkende for mange andre af husene i Nørre Kvarter, i hvert tilfælde for de større gårde. Noget redigeret gives derfor her Lebechs beretning.

Sankt Peders Stræde nr. 28 hedder i dag "Pakhusgården". Grunden og dens bebyggelse omtales første gang i et gavebrev fra 1485, hvor der står at Sankt Villums jord lå "Vesten næst op til den gård, som Mogens Knudsen ibor...". Denne tekst fortæller ikke om Mogens Knudsen var ejer eller lejer. Men i hvert tilfælde at grunden var bebygget på dette tidspunkt. Den omtalte Sankt Villums jord, i Sankt Peders Stræde 26, var endnu i 1553 en have, som var lejet af Christoffer Olsen. Han var tjener hos lensmanden Peder Godske. Efter forbøn fra lensmanden gav kongen Christoffer Olsen gavebrev på grunden. Denne gave blev igen bekræftet i 1561, da Olsen var død og hans søster havde arvet grunden. Den var nu ejet af søsterens mand bager Jens Andersen.

I begge disse kongebreve omtales grunden, som liggende "vesten op til Jørgen Hansens Have". Det fortæller hvem der ejede grunden Sankt Peders Stræde 28. Men så går historien i sort i næsten ét hundrede år. Først de forskellige grundtakster i det 17. århundredes anden halvdel haler grunden i nr. 28 frem i lyset igen. I 1653 hed ejeren af gården og grunden Niels Gregersen. Det har været en anseelig ejendom, for den er vurderet til 300 daler, fire gange så meget som de tilstødende grunde på begge sider. Denne forskel skyldes sandsynligvis, at der på dette tidspunkt stadig inde bag karréen hørte et større haveanlæg til gården. Den næste ejer noteres i grundtaksterne fra 1661 som brygger Niels Andersen. Det menes at være samme Niels Andersen der under den svenske belejring "gik til volds", sammen med kvarterets øvrige medlemmer af borgervæbningen. Den følgende ejer er garver Peder Pedersen. Han nævnes både i 1668 og i 1689. Sidste gang noteres det dog, at gården er overtaget af Magistraten. Det menes at denne overtagelse er sket på vegne af "Børnehuset" (børnefængslet) på Christianshavn. Det er i Børnehusets navn, at øvrigheden i 1708 udsteder det første kendte skøde på ejendommen. Det sker ved salget til slagter Berndt Cornelisen, dateret allerede i 1691. Købesummen var aftalt til 450 rigsdaler, og når de første 100 var betalt, skulle Magistraten udstede skødet. Der var dog allerede betalt 150 rigsdaler, da Magistraten får snøvlet sig sammen til at udstede skødet til Cornelisens enke Bodil Nielsdatter. Hun var åbenbart en sej dame, for hun overlever også sin næste mand, Jens Pedersen Oldenborg, der også var slagter. I 1721 sælger fru Bodil ejendommen til endnu en slagter, Søren Nielsen. Nu var det en anseelig ejendom der stod i Sankt Peders Stræde nr. 28. Forhuset til gaden havde 7 fag vinduer, og baghuset i gården havde 31 fag. Ude bagerst på grunden lå endnu det store haveanlæg. Hele ejendommen var af bindingsværk. Ved den store brandkatastrofe i 1728 er det denne ejendom der bliver ildens sidste bytte i Nørre Kvarter. I gården blev der over porten til Sankt Peders Stræde opsat en mindetavle til minde om branden. Teksten er øverst et skriftsted fra I. Korintherbrev 15, 10. Herunder står:

Hele ejendommen brændte dog ikke. I gården overlevede det gamle "fjæleskur" (toilet), og det stod der endnu, da Søren Nielsen i 1733 havde bygget et par baghuse af bindingsværk. Her var installeret 5 kakkelovne, så det tyder på at der også har været beboelse. I 1735 stod forhuset til strædet færdigt. Det var et typisk "ildebrandshus", med sin karakteristiske kvistgavl. Det indeholdt en høj udlejningskælder, ovenpå den var der to etager, og så var der lejlighed på selve kvisten.

Ejendommen er i familien Nielsens eje til 1751, hvor svigersønnen, der også var slagter, for 3.200 rigsdaler sælger den til Niels Andersen Kragballe. Han var åbenbart ikke så god til det med pengesager, for allerede i 1753 går ejendommen på tvangsauktion. Her køber Enevold Lassen Krag hele herligheden for 2.200 rigsdaler. Han var noget bedre til pengesager, så allerede året efter kan han sælge ejendommen med en net fortjeneste, for 4.950 rigsdaler, til Iver Jacobsen Hersted. (I 1789 formodes en gennemsnitlig arbejders bruttoårsindtægt at have ligget på 50-100 rdl.)

Nu bliver der installeret brændevinsværk i sidehuset, med en brændevinspande på 8 tønder. En tønde er lig med 1,39 hl. Bortset fra forhuset, var hele ejendomskomplekset inklusive lokummer og hønsehus af bindingsværk. Bag bygningerne lå der "en smukt anlagt Lyst-Hauge med diverse Sorter Frugttræer."

I 1756 køber melhandler Rasmus Isaksen Klöcher ejendommen, som han ti år efter sælger til brændevinsbrænder Christian Johansen. I hans ejertid rammes København igen af en stor bybrand, den 5. juni 1795. Den jævner på ny Nørre Kvarter. Nr. 28 bliver atter udslettet, sammen med 209 gårde og huse i kvarteret. Herved bliver de 9 familier der boede i nr. 28 hjemløse. Klöcher bygger først baghusene for at få gang i virksomheden. Bygningen står færdig til brandtaksering allerede den 5. december 1795. Den beskrives i takseringsrapporten som "en til alle Sider grundmuret Tværbygning... 4 Etager høj med kvist over et Fag." Her blev igen indrettet brændevinsbrænderi, med en indmuret kobberkedel til 8 tønder. Kedlen var "til Stenkulsbrug". Restproduktet efter brændevinsdestillationen var godt foder til malkekvæg, hvorfor ethvert brændevinsbrænderi havde en kostald. En sådan blev da også, sammen med en hestestald, indrettet i et sidehus, der ligeledes var på 4 etager. Forhuset stod færdigbygget i 1798, og var et typisk klassicistisk borgerhus. En type der kom til at dominere det gamle København og i særdeleshed Nørre Kvarter. Mindetavlen over porten i gården sættes op igen, nu med en tilføjelse.

Forhuset blev bygget på en sokkel af "Borenholmersten", og udsmykket efter den nyklassiske mode. Over første etage var der "cordongesimser", over anden etage fordybninger med "alagreger" og taggesimsen med spærhoveder. Over indgangen til kælderen var opsat et "Skur hvilende på Konsoller". Det er som det eneste af de originale udsmykninger desværre nedtaget af en eftertid, der hellere ville have reklameskilte. Hele ejendommen, med sidehuse og et baghus bagerst på grunden, havde i 1801 lejligheder til 14 familier med tilsammen 58 personer. Det var småkårsfolk der boede her, og det ændrede sig ikke meget i de næste hundrede år. I 1917 blev Gerhardt Klindt født i Sankt Peders Stræde nr. 41, og han fortæller i sine erindringer om barndomshjemmet på en første sal, hvor der, før hans forældre var flyttet ind, havde været opstaldet malkekvæg:

"Lejligheden, vi beboede, var mørk og fugtig og bestod af een stue, hvor vi spiste og hvor alle dagens øvrige mangesidede aktiviteter skulle foregå - helst uden at genere hinanden væsentligt; dette kunne, efterhånden som vi blev 6 familiemedlemmer, af og til være meget svært at efterkomme... Hertil var der to mindre rum....Disse to kamre var beliggende lige ud til en meget snæver baggård, der begrænsedes af en uhyggelig høj og fugtig brandmur, som forbød enhver form for lys eller luft at trænge sig ned her".

Om køkkenet fortæller Klindt:
"Til nød kunne der lige opholde sig to personer ad gangen, hvis ikke de var for omfangsrige".

Klindt oplevede aldrig at se elektrisk lys eller toilet i sit barndomshjem. Det kunne sagtens have været en af lejlighederne i Pakhusgården han beskrev.

Bag Pakhusgården lå der stadig i 1801 en have, "med en to etages pavillon med tilstødende keglebane." Prydhaven havde endt sine dage som beværtningshave. Det blev dog kun en kort fornøjelse, selvom der i forhusets kælderforretning var beværtning til slutningen af attenhundredetallet. Ved det engelske bombardement i 1807 overlever ejendommen, selvom mange af Nørre Kvarters huse blev stærkt beskadiget eller brændte.

Christian Johansen sælger ejendommen til "Det stigende og arvelige Livrente Selskab for begge Køn", og herefter handles huset flere gange i hurtig rækkefølge. I 1808 sælges det til skomager Christian Ferdinand Danielsen for 24.650 rigsdaler. Han sælger igen i 1810 til murermestrene Daniel Böhlig og Ignatius Erlewein, og de sælger i 1811 til silkehandlerne Anders Kierkegaard og Niels Aabye. I 1818 erhverver tømrermester og møllebygger Johan Henrik Breede ejendommen for 18.000 rigsdaler rede sølv, og han sætter det endelige punktum for "Lysthaugen". Til gengæld får han i 1825 10 års eneret "til at bygge Oliemølle, hvori anvendes istedetfor stamper, en Vægtstang med betydeligt Tryk, forbundet med en sammensat Mekanisme af støbt Jern, ved hvis Brug en Mand er i Stand til at udøve en saadan Kraft, som ansees tilstrækkelig til at udpresse Olie af Frø... Paa den måde undgik man den ubehagelige Larm og for Bygningen skadelige Rystelser, som frembringes ved Stampen." Bygningen og oliemøllen blev i 1835 solgt til grosserer Jørgen Peter Bech for 30.000 rigsdaler. Da Bechs arvinger sælger i 1852 til fuldmægtig Anton Michael Nyholm, bliver oliemøllen nedlagt.

I 1852 køber major i borgervæbningen og destillatør Carl Frederik Lassen ejendommen. Grundpriserne må være faldet, for han giver kun 26.105 rigsdaler for ejendommen. Lassen skiller havegrunden fra i 1857, og lægger den til sin nabogrund matrikelnr. 222 som matrikelnr. 137 B. Den reducerede grund sælges i 1877 til fabrikant Rasmus Frederik Schrader for 62.000 kroner, som nu var den gangbare møntfod. Hans enke var åbenbart ikke så god en kræmmer som manden, hun sælger ejendommen i 1898 for 55.000 kr. til grosserer J.F. Rasmussen. I 1871 tjente en faglært arbejder ca. 600 - 700 kr. om året.

I 1907 køber A/S Importøren bygningen af grosserer Rasmussen og den bliver som hovedkontor i dette firmas besiddelse i næsten 60 år. Til at starte med ændrede Importøren facaden til en veritabel reklamesøjle. I slutningen af fyrrerne pilledes dog det meste af pynten af, så huset igen fremstod med sin oprindelige facade. Dog brød man vinduerne igennem, så butikken i stuen fik høje udstillingsvinduer. I dag fremstår Sankt Peders Stræde 28 som en smukt renoveret beboelses- og kontorejendom i dæmpet klassicistisk gult og hvidt. I et senere kapitel fortælles mere om dette sted.

Inde bag den lidt anonyme klassicistiske ejendom i Sankt Peders Stræde 24, som er opført i 1802-03, ligger en anden men dog mere ydmyg repræsentant for 1700-tallets ildebrandshuse. Grunden blev som resten af Nørre Kvarter raseret ved branden i 1728. Herefter blev der i bagenden, tilbagetrukket fra husrækken, bygget et lille ildebrandshus med tre fag vinduer i to etager og en kvistgavl over et fag. Det lille hus ses både på Geddes eleverede kort og hans matrikelkort (dengang matrikel 128 - i dag 139) fra 1757. Da huset blev opført, ville man åbenbart ikke stå tilbage for den store brænderigård i nr. 28, som fik en mindetavle op på facaden. Over porten til vogngaragen opsattes også en sandstenstavle. Den havde ganske vist ikke noget med huset eller dets beboere at gøre. Det var en gammel gravsten fra Sankt Petri assistenskirkegård, dateret 1683. Men fint skulle det være. Det var en lille erhvervsejendom, ejet af Tyge Kyyse, visiteur, og udlejet til Chr. Nielsen, brændevinsbrænder, Med andre ord endnu et af Nørre Kvarters mange brændevinsbrænderier. Huset overlevede brandene, både i 1795 og i 1807, og er derfor et af kvarterets ældste. Frederik VIII holdt som kronprins en maitresse i dette hus, og hans lukkede vogn plejede at holde inde i porten, sålænge besøget varede. En ældre beboer fik det fortalt som barn og kunne i 1995 stadig huske detaljen med hestevognen, der havde svært ved at bakke ud af porten. I øvrigt blev man under renoveringen af forhuset opmærksom på, at en del af tagkonstruktionens sparrer havde tydelige spor efter brand. Men midt i de brændte flader var der udhugget til sammenføjninger. Det viser, at da man byggede forhuse på grunden i 1802-03, genbrugte man egnet tømmer fra bygninger der var nedbrændt i 1795. Sikkert helt almindeligt ved genopførelsen af Nørre Kvarter.

[Uddrag af Jan E. Janssen og Allan Mylius Thomsen: Nørre Kvarters Krønike. Udg. Nørre Compagnie 1997. Bogen fås i Bogbørsen, Studiestræde 10, og hos Nordisk Korthandel, Studiestræde 30, for 150 kroner]
 

• Sankt Petri Kirke, 2
• Vor Frue Sogns Børnehave, 4
• Københavns Universitet, 5
• Konservative og Liberale
  Studerende, 5
• Lady Vicky,10
• Rebound Sko, 10
• Københavns Universitet, 13
• Frederik Den Sjettes Asyls
  Børnehave, 12
• Valkendorfs Kollegium, 14
• Fantask, 18 og 35K
• Kriminalistisk Institut, 19
• Frisør Salonen Café, 20
• Caixa & Ruben, 21
• Pod, 22
• Blomsterbutikken, 23
• Chit Chat Café og Brasserie, 24A
• Coffee at Delores, 25
• Aňa, 25
• frisør Dimidi, 26
• Sankt Pedersstrædes
  Smørrebrød, 26
• Klinik for Massage og
  Ansigtsbehandling, 26
• Wiingaard Artbooking, 26
• Galleri Stamkunsten, 27 o.g.
• Alissa Thai Restaurant, 27
• Plug and Play, 27
• Professional Management
  Gruppen, 28C
• Moving Pictures, 28C
• Professional Tekst og
  Management A/S, 28C
• Kenzo, 30C
• Gian Franco Ferre, 30C
• PAL Cileri, 30C
• R G Copenhagen, 30C
• Wasa Group, 30C
• Sögreni Cykler, 28-30
• Engelke Tvermoes Keramik, 29
• Sanct Peders Bageri, 29
• Janus, 31
• Advokaterne Vingårdshus, 32
• Creol, 33
• Robusto, 34
• John Darville 34
• Color Copy, 34-36
• Larsen, Bentz, Lykkegaard,
  Hoffmeyer & Andersen adv., 34-36
• Farmakonomforeningen, 34-36
• Ark Tegnestue, 34-36
• Imperiet, 34-36
• Tage Nielsens Tegnestue A/S,
  34-36
• Indian Mahal Restaurant, 35
• The Point, 35
• Style Saints Hair Skin Care, 37
• Landsforeningen for
  Spiseforstyrrelser, 37
• Sonja Toft adv., 39
• Modus Consult, 39
• Copenhagen Merchandizez, 39
• Boserup & Breschel ejd.adm., 39
• Lindholt & Lindholt adv., 39
• Badenholt A/S, 41
• Techedge Aps, 41A
• David Watson National Power, 41A
• Norton Productions, 41B
• Helge Damskov Kommunikation,
  41B
• Kasper Rønn Design, 41B
• Musik DK HE Online Aps, 41B
• Delikatessen, 43K
• Butik 43 1003 Ting, 43
• Krohns Forlag Aps, 45
• Deadline Games, 45
• IMMOTECH HAP, 45
• X-Salonen, 45K
• Patrick, 47K
• Merskum Galleriet, 47K
• Laserdisken, 49
• VIBO udlejning, 49 o.g.
• Salon Støvlen 51

 
Pisserenden.com > Gader > Sankt Peders Stræde
 

Pisserenden.com ~ Din guide til Nørre Kvarteret