Pisserenden og omegn – de sidste 30 års historie

Dengang i firserne

I 1980erne lykkedes det for de toneangivende beboere at fastholde en social kultur, der var forankret i ungdomsoprøret og kvarterets traditionelle værdier. Det lykkedes at få Salonen i Sankt Peders Stræde 20 til at opgive salget af Frisco-is, fordi man ikke ville se Unilever-produkter, og erstatte det med mærket Underground-is. Det lykkedes (næsten) at holde Københavns karneval væk med postulatet “sambafri zone”, mens børnene fra Bellevuekollektivet kunne slå katten af tønden sammen med nabobørnene. Scientology blev fordrevet fra sin ejendom i Teglgårdstræde, dels fordi sektens doktrin lå lysår fra Pisserendens tolerance, og dels fordi den med sine aktiviteter konstant forstyrrede natteroen for beboerne i de tilstødende ejendomme bagved. Det kostede karréen to baghuse, som man fik revet ned for at gøre det inattraktivt for koncernen at fortsætte på dens adresse. Avisen “Pisserendens Papirtiger” og dens klummeskriver Streetman udtrykte i denne henseende umiskendeligt kvarterets konsensus.

“The times they are a-changin´”

Bydelen skiftede trends og konjunkturer. Scientology fortrak men Mogens Amdi Pedersens Tvind & Co. flyttede ind i Vestergade 14. Mange beboere har fået bil og er aldeles ikke flove over det. Kvartersavisen “Papirtigeren” blev aflivet i 1988. Efter en avisløs periode fik kvarteret i maj 1993 sit eget uringule postomdelte månedsblad “Rendestenen. Adresseavis for de fem stræder” – “Pisserenden” ville have været for provokerende for annoncørerne. Firesidersavisen – Københavns mindste – blev en blanding af annoncer, nyheder fra de handlende og petit-stof om kendte og ukendte beboere i kvarteret. Den blev igangsat af Jacob Ludvigsens karismatiske datter Freja i Sankt Peders Stræde 28 og blev taget godt imod af de lokale. Både læserbreve, henvendelser og mange annoncer kunne bevidne det. En af Frejas Ludvigsens efterfølgere, Mads Holger, gav den – nu også til omdeling i Vestergade – et enestående sprogligt præg, oscillerende mellem ironi til nostalgi.

“Die Wende”

Efter den økonomiske hestekur i 80erne med faldende købekraft og stigende arbejdsløshed, hvor også Nørre Kvarters erhvervsliv våndede sig under depressionen, kom der fra 1993 igen fornyet investeringslyst, efterspørgsel og nye udbud til forbrugerne. Kontorlokaler og butikker havde stået tomme i månedsvis – ikke danskkyndige turister beundrede den rige ejendomsmand Til Leje – og firserhuslejen havde kværket de håbefulde lejeres gåpåmod. I de sidste ti år har det været en tendens gående ud på, at så snart en butik lukkede, lige meget hvad den havde specialiseret sig i, så blev efterfølgeren stensikkert en tøjbutik med 20 bøjler og 1 kasseapparat. Men den dag, hvor alle butikker med enkelte undtagelser som rejsebureauer og ejendomsmæglere sælger enten tøj, fodtøj eller smykker eller alle tre dele på en gang, er stadig ikke rundet op.

Nye kvaliteter

Helt så målrettet gik det altså ikke. I det sidste årti åbnede over 50 butikker, mens lige så mange lukkede igen, inklusive diverse ejerskifter og de kvarterstraditionelle interne flytninger. Der kom butikker der ville sætte et fingeraftryk på bydelen. Den i 1992 åbnede specialbutik Laser Disken med videoer og cd’er fra USA i Sankt Peders Stræde 49 bør nævnes. En af de største butikker i kvarteret, Nordisk Korthandel (Scanmaps), flyttede for mere end ti år siden fra Toldbodgade til Studiestræde 26-30. I brødrene Webers tidligere herrefrisørforretning i Larsbjørnsstræde 18 åbnede sidst i 80erne en vegetarisk restaurant, som i 1993 blev til det populære thai-spisested “Flyvefisken”. Der kom en dramaskole og der kom den – fremragende – fotoskole Fata Morgana, begge fraflyttet igen. Selvfølgelig var der mange døgnfluer. På grund af lave investeringsudgifter var der ofte modetøjbutikker, hvor tidsrummet mellem start- og ophørsudsalget kunne opgøres i måneder. Op til 2000 fik vareudbuddet også i denne del af middelalderbyen et mere sofistikeret præg. Råsilketøj, håndsyede lædertasker, merskumspiber, køkkengrejer og udsøgte retter i restauranterne (jfr. Monet, Trastevere, Kelleren m.fl.) trak de kunder til, der ikke skal tælle slanterne, inden de trykker dørhåndtaget ned og handler. Men der er stadig ingen bank og ingen McDonald´s i Nørre Kvarter! Kun en enkelt Seven Eleven har indkvarteret sig i det skarpe hjørne for enden af Nørregade. Det afbalanceres af Feinsmækker, de nye Pink Spot og Coffee at Delores til de hurtige og lækkersultne.

Beboerforeningen – en føniks ud af asken

Den gamle beboerforening fik en revival i 1998, da det lykkedes for den at få politiet til at aflive diskoteket Blue Note i Heidelbergejendommen, efter at butikker og beboere var blevet desperate af de støjende og vold signalerende anabolikere, der stavrede rundt i Studiestræde hver fredag, lørdag og søndag morgen og skræmte folk fra vid og sans. Siden har foreningen organiseret rundvisninger, årlige gadefester i Pisserenden, et gademarked i forbindelsen med Bilfri Weekend den 22. september 2001 og samme år hele kvarterets optagelse blandt Kulturnattens værter.

Nye facader – nye beboere

Fra sidst i 1980erne, hvor stilladserne nærmest skjulte hver tredje ejendom og når de var fjernet igen, afslørede en nypudset og nymalet gadefacade, hvor nye rummeligere papirkurve blev sat op, og hvor også skiltningen omkring butikkerne fik et mere afdæmpet præg, har Nørre Kvarter forandret sig til at være et ikke ligefrem nobelt, men nydeligt, ikke spraglet, men farverigt – indenfor 1800-tallets begrænsede farveskala forstås – og nogenlunde renholdt kvarter. Det var først nu, at graffiti-tagsene fremkaldte forargelse hos mange og nogle blev faktisk malet over, og forretninger fik bøder, hvis de ikke tømte lyskasserne foran kældervinduerne. Dette førte så igen til at flere og flere lyskasser blev muret til. Ordenspolitiet gav i april 1993 adskillige strædegutter tilhold, selvom der altid havde været tradition for, at de stod eller sad omkring krydset Teglgårdstræde og Sankt Peders Stræde med deres elskede bajere, når blot vejret gav dem lov til det. Enkelte var faktisk født og opvokset i kvarteret. I 1970erne var brummelåse endnu et særsyn i de fem stræder. Fra 1990erne er det kun butiksdørene, der i åbningstiden kan åbnes uden nøgle, sensorer og sesam-råb. Også beboerne i Nørre Kvarter, både dem, der havde boet her i en årrække og de ikke så få nye, der hele tiden kom til og flyttede væk igen, havde tillagt sig en ny livsform, som bestod af hårdt tidskrævende arbejde og flere og længere rejser end før. Endnu er de fleste enlige uden børn, selv om der ikke siden 1940ernes store årgange er blevet født så mange børn som i 1980erne. I hvert fald er ensomheden på retur, fordi der næsten ikke længere findes de tidligere så penetrante hundeekskrementer på fortovene!

Børnehuset

Et nyt element i kvarteret blev i 1993 de udefra kommende autonome børn – rettere sagt teenagere – som fik lov til at slå sig ned i John W. Olsens Byens Huse – ejendommen Sankt Peders Stræde 17, som universitetet frasolgte i 1970erne. Huset var kondemneret på det tidspunkt, men de indrettede det til et kontaktsted for “Børnemagt”, hvilket kan ses på ejendommens mange farver, bannere og plakater. Selv om de unge gerne ville blive en del af kvarteret, er de ikke kommet tættere på i de efterfølgende to år, måske er de kommet ti år for sent til kvarteret. John Olsen, deres beskytter, døde i august 2001 og husets skæbne er uvis. I mellemtiden har Olsens søn solgt huset og efter en grundig renovering står det nu i fin stand og der er lejligheder og to butikker, en med antikviteter og en anden med skønhedspleje.

Tryggere end folk tror

Nørre Kvarter har aldrig været et voldspræget kvarter. Når der ses bort fra den øredøvende musikstøj, som enkelte butikker og beværtninger udsendte for at kapre eller fastholde kunder og gæster, har det været et fredsommeligt og roligt kvarter. Rudeknusninger, opspeedende nathyrevogne og rullende bashøjtalere samt fuldemandsråb i fredagens og lørdagens tidlige morgentimer, når natværtshusene i Studiestræde og Vestergade lukkede, var i mange år de eneste tegn på, at Nørre Kvarter var andet end en landsby med gadekær. Men så længe der boede socialt udsatte mennesker her, var der også vold indadtil, det vil sige internt mellem nogle beboere. Men det var ikke noget, der kun fandtes i Nørre Kvarter. Desto mere vakte det opsigt, da der en sen lørdag nat i pinsen 1990, mens gaderne var ved at tømmes for karnevalsdeltagere, blev udøvet et brutalt mord på den 18årige studerende Stine Geisler fra Nørre Voldgade 20. Politiet afhørte i de følgende tre år næsten 3.000 personer om mordet, herunder en del beboere fra kvarteret, men morderen blev aldrig fundet, selv om Københavns Politis drabsafdeling en overgang havde mistanke til en mand, der i en periode boede på en adresse i Larsbjørnsstræde.

Euforiserende stoffer i Nørre Kvarter

At narkotika, til at begynde med de bløde og meget senere også de hårde, også har været en del af de fem stræders forretningsliv, var siden 1970erne en åben hemmelighed. Det kunne for eksempel ske, at en beboer i Bellevue fandt en fremmed mand i køkkenet, som spurgte, om grøntbutikken allerede havde lukket og på modspørgsmålet, hvorfor han spurgte om det herinde, svarede, at han absolut skulle have en citron. Og den fik han så, eller ascorbinsyre, eller hvad stiknarkomaner ellers har brug for. I 1980erne blev dele af kvarteret hjemsøgt af narkomaner, der opholdt sig i åbne opgange og i gårde, er ikke var aflåst, og indbrud i forretninger og boliger var ikke længere undtagelsen. Det var bl.a. medvirkende til, at kvarteret i dag godt kan virke lukket og låst efter fyraften. De fleste ejendomme har fået kaldeanlæg, gitre, tv-kameraer og lignende sikkerhedsforanstaltninger. I august 1987 lækkede narkotikapolitiet til offentligheden, at det havde observeret gæster i en række værtshuse i København, herunder Krasnapolsky og dets diskotek U-MATIC i Vestergade og YOW og naboen Floss i Larsbjørnsstræde 10. Visse gæster blev anholdt og når der blev fundet amfetamin og kokain, blev bevillingshaveren indkaldt til samtale på politigården og gjort opmærksom på, at det kunne få alvorlige følger for hans bevilling, hvis han ikke samarbejdede. Sidst i firserne foregik der handel med diverse hårde stoffer fra parkerede biler, fra lejligheder i Sankt Peders Stræde og fra caféen Floss. Og det skete også, at de lokale fandt en brugt sprøjte hist og her, både på fortovet og i gårdene. Beboerforeningen indkaldte til et møde om narko, og man henstillede til de udefra kommende pushere at holde sig langt væk fra Nørre Kvarter. Børn og ældre var begyndt at føle sig utrygge i deres egen gade. Nu i 2013 er de hårde stoffer kommet tilbage i Vestergade og Studiestræde som en følge af det blomstrende natteliv.

Også et indvandrerkvarter

Kvarterets åbenhed overfor fremmede hænger uden tvivl sammen med at de fleste her selv en gang er kommet som tilflyttere fra resten af kongeriget. Men siden 1960erne havde også en del udlændinge slået sig ned her, forretningsfolk for det meste. Man kan blot nævne nordmanden Roger, svenskeren Ingrid fra Ixtlan, amerikaneren Jim, inderen Mr. Singh, australieren George, hollænderen Piet, de tyrkiske brødre fra Restaurant Istanbul, inderen Prem Shenker, franskmændene bag Education Nationale og tidligere de tre franskmænd Crazy Eddy, Christian og Bernard. Den forhenværende kiosk, nu skobutik, i Studiestræde 25 blev i sin tid startet af en israeler. Børn af jødiske indvandrere gik før krigen også på Sankt Petri Skole, bl.a. Sam Besekow. Denne skole har nu en lang tradition for integration af udenlandske børn. I disse år er det påfaldende mange børn af østeuropæiske diplomater, der sendes til Larslejsstræde. De tyske indvandreres hovedkirke i over 400 år, Sankt Petri, kvarterets fornemste bygning, har sidst i 1990erne gennemgået en totalrenovering og fremtræder i dag som et særdeles attraktivt monument, specielt med sine gravkapeller, der tiltrækker mange turister. De mest aktive folk i kvarteret i det sidste kvarte århundrede var faktisk tilflyttere, først danskere og nu mere og mere udlændinge eller efterkommere af indvandrere. Franskmænd, russere, en schweizer, en østriger, pakistanere, svenskere, iranere, you name it. Alligevel fornægter det provinsielle islæt sig ikke helt: næsten alt skal traditionen tro hedde noget på amerikansk, uden det angloamerikanske finish tør man ikke være sig selv: In, Seven C´s, Sex Beat Records, Sneaky Fox, Stockfleth Bros., Subwave, The Australien Bar, Tracks, you name it. I servicesektoren møder vi med hvert år flere og flere asiater og afrikanere, fordi dansk arbejdskraft er for dyr til rengøring, oprydning og opvask og de eksisterende forretninger, der drives af asiater, ansætter normalt ikke indfødte danskere men folk fra deres egen kultur.

Gamle og nye tilflyttere

Tilflytterne fra kvarterets guldalder er der ikke mange af længere. Forfatteren og journalisten Gregers Dirckinck-Holmfeld, der allerede i 1962 fandt sin første bolig i kvarteret, er flyttet til Glyptotekskvarteret. Forfatteren Erik Tygesen og fotografeen Freddy Tornberg  er døde, altmuligtalentet Leif Winther boede og døde i Allinge, hvor han levede sammen med Fanny Knight, der nu bor på Nørrebro. Beboeraktivisten Lise Thøisen er der endnu, også tegneren Grete Lis Hansen og fotografen Søren Rud. Tøjpigerne Charlotte Gerike og Tone Barker har også holdt ud. Keramikeren Engelke Tvermoes er gået på pension men bor dog stadig i gaden. Det var netop unge folk, der tidligere havde råd til at flytte ind her, men det er blevet meget sværere i dag med de høje huslejer, og det betyder at kvarteret måske ikke får tilført de samme kræfter som for femogfyrre år siden. I dag er det nærmere Vesterbro og Islands Brygge, der tiltrækker de kreative og alternative. Men selvfølgelig er der også kommet kreative beboere til siden. Lad os nævne journalisten, film-, radio- og tv-manden og forfatteren Allan Mylius Thomsen fra Teglgårdstræde 13, der har bosat sig i Elsa Gress’ gamle lejlighed. Og lad det navn stå for de andre, der også burde omtales her.

Et nyt gammelt kvarter

Men hvorom alting er, de indre stræder af Nørre Kvarter har et fundamentalt andet socialt system end Nørre Kvarters Pissserende i 60erne og i de første år efter 1970. De allerfleste facader har fået ny oliemaling og nyt puds, næsten overalt er der nydeligt og ligefrem lækkert. Kvarteret gæstes nu om dagen af et ungt, efter skoletiden af et endda meget ungt, og om aftenen af et ungdommeligt publikum. Mange af de smarte og velklædte besøgende går måske med den forestilling i hovedet, at de her finder en Place-du-Tertre- og Quartier Latin-stemning, men de snyder sig, hvis de tror at tiden har stået stille i Pisserenden. Nye og nyeste generationer sætter helt naturligt deres umiskendelige præg på gadebilledet. En herkommerjeg-generation, der udskiller sig næppe fra samme slags i Stockholms, Oslos, Berlins eller Amsterdams gader. Iført redingote og hårbriller, sorte eller lyseblå trompeter eller skinny hoser, eller i camouflageindpakning, med Neuengammefrisure og for lange arbejdshusærmer, i spasserklumper eller stilettoer, i vintage og retro, altid bevæbnet med den obligate mobil og i nullerne med tidens dildoer, kaldt ipad og iphone, som man ihædigt masturberer,  skødesløst søgende efter de nyeste varer eller virtuelle kontakter, sådan slentrer de selvbevidst gennem Pisserenden: spectatum veniunt, veniunt spectantur ut ipsae, som Ovid allerede skrev for over 2000 år siden: de kommer for at glo og de kommer for at beglos. Er det ikke herligt?

Nullerne

Finanskrisen midt i 2000-årtiet ramte også forretningslivet og husejerne. En del forretningsfolk blev nødt til at fraflytte, der kom færre kunder, specielt de mange tøjbutikker våndede sig. Mange der havde købt en ejerlejlighed, da ejendomspriser steg dag efter dag, fik sig en slem overraskelse. I sommer 2012 stod hele 17  butikslejemål tommer, ganske som i andre dele af byen. Det hyppige lejerskift i tøjbranchen gik i stå, fordi avancen og huslejen begyndte at stritte i hver sin retning. Ud fra denne kendte cykliske konjunkturkrise rejste sig et nyt gadebillede. Der kom den ene sandwich- og kaffebar efter den anden, næsten alle sammen drevet af udlændinge, som havde gåpåmod og lavere omkostninger end de indfødte. Vestergade og derefter Studiestræde muterede til drukgader torsdag-fredag-lørdag nat, fordi Københavns Bevillingsnævn strøede om sig med bevillinger med skæbnesvanger lukketid kl. 24, 2 og 5. Her var nu den store fidus, fordi det ene natværtshus trak flere natværtshuse til og flere festaber fra Københavns omegn, mens de kræsne københavnere vendte sig bort fra opkast, urin, dåser, pizzabakker og flasker og morer sig på det sjovere og roligere Vesterbro og Nørrebro. I kølvandet kom støj, råben og skrigen, hårde stoffer og en evig cirkuleren af dyttende taksier. Det har nedsat livskvaliteten hos beboerne og reaktiveret en vred beboerforening.

Men i dagtimerne er der stadig fredsommeligt, afslappet og både gæster, beboere og i voksende grad indvandrere fra Asien og siden 2013 også fra Afrika syd for Sahara  nyder den hippe atmosfære og ligesom i gamle dage hænger unge ud på de mange afgiftsfri bænke og stole, som serveringsstederne har sat ud for deres facader, ikke kun fordi de unge skal nyde nikotin, men også fordi de skal se og ses.

Jan E. Janssen

Pisserenden i juli 2011

Nørre Kvarters udvikling i den sidste dekade (2001-2011)

Ti år er mange år i en vibrerende by som København, der i de senere år har oplevet en bemærkelsesværdig udvikling, bl.a. med et hurtigt voksende indbyggertal. Nørre Kvarter er dog stadig et gammelt boligkvarter midt i den ældste bydel og kvarteret er stadig et af de hippe af slagsen. Røjsere og Jesus Christus-skæg. Her er der en række forhold, som man kan lægge mærke til, når man bor her eller besøger kvarterets indre stræder med åbne øjne og ører.

  • Sankt Peders Stræde er blevet en meget fredelig og stille gade, Studiestræde er blevet hektisk og livlig, sikkert grundet de mange nye steder med servering, Vestergade skifter torsdag til lørdag nat til en druk- og narkorute
  • Folk er begyndt at gå på kørebanen og cyklister er begyndt at køre på fortovet
  • Der har aldrig, aldrig nogensinde været så mange cykler alle vegne
  • Flere og flere indvandrere af Asien, Amerika og Afrika opsøger kvarteret eller åbner forretninger her
  • Forretningerne koncentrerer sig i stigende omfang på leverancer til gane og krop – fast food, drikkevarer, tøj, pynt og hårpleje er nu de altdominerende varer, mens musikbutikkerne er forduftet – på nær én
  • Flere og flere unge går og sidder konstant med deres små øredildoer fra Nokia & al. i hånden
  • Melodien i konflikter blandt lokale indbyrdes og besøgende er blevet mere skinger: trafiksyndere viser gerne fingeren til medtrafikanter, der blander sig
  • Vold og indbrud er minimerede, rapserier fra butikker er endemiske
  • Unge af hankøn pisser i litervis af hjertens lyst i kældre og porte, dagtimerne undtaget indtil videre. Piger er begyndt at pisse på hug
  • Til trods for kommunens rengøringsindsats flyder det med papir, plastik og cigaretskodder dag efter dag i en endeløs række
  • Der er kommet flere småbørn hos de fastboende
  • Folk er igen begyndt at holde hund, gerne i bonsaistørrelser

 

 

Få din ejendoms historie sendt gratis per e-mail!

Der er oprettet en lille database hos Nørre Kvarters Netværk med samtlige huses historie. Spørg med e-mail, om vi har historien om det hus du bor i liggende på computeren og få den omgående tilsendt elektronisk: janssen.cph@gmail.com Send samtidig et nyt foto af dit hus, så det kommer med på hjemmesiden.

 

Bogen om Nørre Kvarters historie fra vikingetiden til nutiden (udg. 1997) kan stadig købes hos SHAMANIC, Sankt Peders Stræde 33, og koster 150 kr. for 279 sider med mange illustrationer og som bonus en original keramisk skål af Engelke Tvermoes med inskriptionen PISSERENDEN. COM